VUC Sønderjylland

VUC Sønderjylland gennemfører ordblindeundervisning seks steder i landsdelen. Det er i Haderslev, Gram, Sønderborg, Tønder, Aabenraa og Skærbæk. I 2007 havde VUC Sønderjylland 400 holdkursister, og man venter, at antallet vil stige yderligere i de efterfølgende år.

Forklaringen er, at der som følge af de ordblindeprojekter, som gennemføres på flere store virksomheder i landsdelen, konstant kommer mere fokus på mulighederne for ordblinde.

Virksomheder som blandt andet Danfoss og Hydro Aluminium har kørt projekter, hvor ordblinde og medarbejdere i øvrigt med læse- og stavevanskeligheder har fået undervisning i arbejdstiden – og ude på virksomheden.

Efter at have gennemført den obligatoriske ordblindetest, sætter kursisten og en ordblindelærer et undervisningsprogram sammen, som passer til den enkelte. Her besluttes det også, hvor mange lektioner der skal afsættes. Hos VUC Sønderjylland kan et ordblindekursus variere fra 30 til 80 timer.

Ved udgangen af et kursusforløb vil der blive gennemført endnu en test for at se, om undervisningen har givet resultat.

VUC Sønderjylland anvender primært læse- og staveprogrammet CD-ORD 5. Kursisten får en kopi med hjem til at installere på den private computer, som man kan træne imellem lektionerne.

Under skrivningen kan man i den ene side af skærmen hele tiden se en ordliste, der ændrer sig i takt med de bogstaver, som man selv skriver på skærmen. Hvis man ser netop det ord, som man skal bruge, klikker man på det, og så puttes det automatisk ind i teksten. Det minder lidt om samme system, som findes i mange mobiltelefoner.

Desuden kan man efter skrivning få sin tekst læst op. Programmet kan desuden bruges til læsning af alle andre tekster. Hvis man ser en tekst på en hjemmeside, markerer man teksten, og får derefter ordene læst op.

Under et kursus vil man også blive præsenteret for andre hjælpeprogrammer til ordblinde, for eksempel Dictus.

 

Kontakt VUC Sønderjylland på tlf. 73 61 33 33 eller www.vucsyd.dk

 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)