Mobning

Mobning finder sted overalt på det danske arbejdsmarked., og hvor voksne i øvrigt træffes. I denne sammenhæng er ordblinde ikke mere udsat end andre, og alligevel. Mange ordblinde glemmer nemlig aldrig de oplevelser, de havde i skolen og de mange timer, hvor de måtte tage imod andres ondskabsfulde drilleri.

Den slags oplevelser i barndommen fortrænger sig sjældent, men er derimod med til at gøre én sårbar som voksen. Man er konstant på vagt over for ironiske og sarkastiske tonefald, og der skal ikke siges mange ord, før man reagerer.

Mange voksne skjuler deres vanskeligheder med at læse og stave og formår at være ansat på den samme arbejdsplads i masser af år, uden at kollegerne opdager deres ordblindhed. Det sker som regel ved, at man gør alt, hvad man kan for at undgå opgaver, hvor der skal læses eller staves, og mange ordblinde udnytter langtfra deres evner fuldt ud.

Det betyder, at de selv afskærer sig fra nogle spændende arbejdsopgaver, som tilmed kan være med til at højne ens lønniveau samt ens sociale status på arbejdspladsen.

Ordblinde er ofte dygtige til at lære udenad, men når de når 45-50 års alderen er det som, at hjernen er fyldt op. De kan ikke længere lagre nær samme mængde informationer i hukommelsen og risikerer nemt at fremstå som en irritabel og uengageret kollega på arbejdspladsen. Det er derfor vigtigt, at man allerede i ungdommen begynder at udnytte de forskellige it-værktøjer.

Netop it-værktøjer er også løsningen i forhold til planlægning, organisation og tilrettelæggelse af kalender, som mange ordblinde også har svært ved. Her rummer it-rygsækken flere gode muligheder.

Hør også Peter Frederiksens fortælling om, hvordan han som barn og voksen blev mobbet som følge af sin ordblindhed.

Du kan også se hans hjemmeside på www.peterskunst.dk

 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)