AF-konsulentordning væk
Mange ordblinde i Syd- og Sønderjylland havde stor nytte af de handicapkonsulenter, som Arbejdsformidlingen havde ansat i regionerne. AF blev nedlagt pr. 1. januar 2007, og herefter er opgaven med at formidle job samlet i kommunale jobcentre.
En del handicappede og ordblinde har siden følt sig lidt fortabte i jobformidlingssystemet, fordi den nye organisation først har skullet finde sine egne ben. Nu er der i de kommunale jobcentre sat navn på, hvem der for eksempel skal rådgive om ordblindeundervisning, og hvem man som ordblind skal kontakte for at få bevilget hjælpemidler og personlig assistance.
En del af de gamle AF-konsulenter er i dag samlet i Specialfunktionen Job & Handicap i Vejle. Her foretager man ikke sagsbehandling for den enkelte borger. Specialfunktionen er et organ, som underviser og rådgiver de kommunale jobcentre i handicapspørgsmål.
Lidt hjælp er der dog at hente på specialfunktionens hjemmeside www.bmhandicap.dk. Her kan man nemlig printe den guide, som kommunernes og jobcentrenes sagsbehandlere anvender og måske blive klædt bedre på, når man som ordblind skal argumentere for en bevilling til hjælpemidler, uddannelse eller sekretærbistand.


