Tag på højskole
Danmark har verdens ældste og mest udbyggede højskolekultur. Danske folkehøjskoler må selv bestemme, hvilke fag, som de vil undervise i. Der er heller ingen krav om adgangsprøver.
De danske højskoler har hver især specialiseret sig i forskellige områder som for eksempel kultur, sport og litteratur.
Syv højskoler har imidlertid også ordblindekurser på programmet, og her kan man som ordblind kombinere sin lyst til at lære at læse og stave med almene og sportslige interesser.
Der er kun såkaldte lange kurser for ordblinde, og de varer fra otte uger og opefter. Det koster cirka 1100 kr. om ugen at gå på højskole, men priserne svinger mellem 800 og 1700 kr. pr. uge fra billigste til dyreste højskole. Prisen omfatter undervisning, kost og logi og udgifter til materialer.
Nogle kommuner giver tilskud til højskoleophold, og der kan være situationer, hvor et højskoleophold vil øge en ordblinds muligheder på arbejdsmarkedet, og også her kan der være chancer for at få refunderet en del af betalingen. Det vil dog bero på et individuelt skøn hos en sagsbehandler eller i Jobcenter.
De syv højskoler med ordblindekurser er Uldum Højskole, Familiehøjskolen Skærgården, Vrå Højskole, Brande Højskole, Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg, Hadsten Højskole og Rønshoved Højskole.
Du kan finde mange flere oplysninger om højskoleophold og de enkelte højskoler på www.hojskolerne.dk


