Nemme ofre for mobning
Mobning finder sted i folkeskolen i et sådant omfang, at man på de enkelte skoler og i kommuner som helhed ligefrem laver planer for at komme mobning til livs.
Ordblinde børn er imidlertid nemme ofre. For det første betyder deres læse- og stavevanskeligheder, at de hurtigt skiller sig ud fra deres klassekammerater. Det giver et nederlag, når man skal hakke og stamme sig gennem en tekst, som kammeraterne har nemt ved at læs. Dette forstærkes, når manglen på læsekundskaber kommenteres i grove vendinger i det efterfølgende frikvarter. Netop dét, at de ordblinde børn også selv er klar over, at de er anderledes, gør dem mere sårbare, når de bliver mobbet.
Ordblinde børn er desuden i den situation, at de har svært ved at sende SMS’er eller chatte med kammeraterne. Så også her er de afskåret fra at være med i et fællesskab.
Ordblinde savner sproglige forsvarsmekanismer, når klassen og i nogle tilfælde lærerne stempler dem som dumme. De ved mere end nogen, at andre kan noget, som de ikke kan. Nogle forældre til ordblinde børn er ligefrem blevet præsenteret for skolers amatør-agtige diagnoser om, at deres barn har en hjerneskade.
Selv om det kan være svært for en ordblind af at være i en klasse, hjælper det ikke blot at tage dem ud af klassen og sætte dem i en specialklasse. Hvis man ikke har gjort sig konkrete tanker om, hvor man vil hen med specialundervningen, men blot bruger tilbudet som et forkølet forsøg på at komme mobning til livs, gør man blot situationen værre for den ordblinde.
Det at isolere en ordblind endnu mere fra fællesskabet, vil for mange børn fremstå som en straf for, at de har svært ved at læse og skrive.
