Alle har krav på undervisning
I Danmark er der undervisningspligt, forstået på den måde, at alle børn skal gennemgå et forløb i grundskolen.
Langt de fleste børn går i folkeskolen, der også har pligt til at tage hensyn til elever med særlige behov, herunder børn med ordblindhed.
I loven er der opridset en lang række ting som ekstra undervisning, hjælpemidler og personlig assistance, som skal hjælpe for eksempel ordblinde, så de er klædt på til at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller få et job, når de forlader 9. eller 10. klasse.
Det er i første omgang den enkelte skole, som har ansvaret for, at disse ting sættes i værk, men skolen kan i vid udstrækning selv afgøre, hvad der skal sættes ind med. Ofte står og falder kvaliteten i undervisningen med de økonomiske midler, som kommunalbestyrelsen har afsat til undervisning af børn med særlige behov.
Specialundervisning er meget dyr sammenlignet med folkeskolens øvrige opgaver, da lønudgiften til en støttelærer i en normalklasse eller en specialundervisningslærer kun kommer meget få elever til gode.
Mens man tidligere kun havde fokus på det konkrete behov, som udløste specialundervisning, vil der i de kommende år være meget mere opmærksomhed omkring barnets samlede situation. Det vil formentlig forstærke den udvikling, som man oplever i disse år med flere og flere elever – og ikke mindst ordblinde – der får specialundervisning, mens de går i en normal klasse.
Det giver nemlig nogle sociale problemer, når man trækker et barn ud af en klasse og putter det i en specialklasse eller specialskole, hvor det først skal skabe sig et nyt netværk. Samtidig opleves en flytning fra klassen ofte som et nederlag for et ordblindt barn.
En lærer har som sådan ikke ekstra forpligtelser over for en ordblind elev i klassen end for klassens øvrige elever. Det hviler derfor i vidt omfang på den enkelte lærers faglige kunnen og personlige engagement, at undervisningen tilrettelægges rigtigt, og at der skaffes hjælpemidler som for eksempel en computer samt programmer, så en ordblind elev kan deltage i undervisningen på lige fod med sine kammerater.


