Lau Hoffbeck er 16 år og bor i Haderslev. Lau er i gang med en uddannelse som tømrer:
Jeg gik i 2. klasse, da man fandt ud af, at jeg havde læsevanskeligheder, og man tog mig derfor ud af klassen i nogle timer, hvor jeg blev undervist af en læsepædagog. I 5. klasse flyttede man mig til en anden skole, hvor jeg i et semester gik i en speciel læseklasse. Jeg har ikke haft problemer med de andre fag.
Jeg er i gang med en uddannelse som tømrer og er i praktik hos en lokal tømrermester her i Haderslev. På EUC Syd har vi, der har svært ved at læse og skrive, haft to timer om ugen sammen med en læsepædagog, som har hjulpet os.
Jeg har tænkt på, at jeg på et tidspunkt vil ind på ordblindegymnasiet i København med henblik på at tage en videregående uddannelse som enten arkitekt eller ejendomsmægler.


